Monday, March 26, 2007

Marienlyst-Gentofte H1 3-0 (25-21)-(25-19)-(25-21)

Tænkte at I skulle have et kampreferat fra fredagens udekamp da i jo af gode grunde ikke har haft mulighed for at se den.

Jeg vil lige starte med at fortælle lidt omkring omstændighederne for kampen. Hvis vi vandt denne kamp skulle vi møde Marienlyst igen i semifinalerne. Dvs. kunne vi vinde denne kamp skulle vi møde et hold vi lige havde slået og derudover slet ikke tabt til hele sæsonen. Kampen kunne jo rent faktisk kaldes en generalprøve på semifinalen.

Nå, man siger jo at en dårlig generalprøve giver en god premiere og guderne skal vide at jeg håber det er sandt, for som cifrene ovenfor siger så tog vi til Odense og fik tæv. Rent faktisk er cifrene til vores fordel da nederlaget var noget større end de siger.

Vi fik rent faktisk prygl, der var intet der virkede inde på banen og vores coach kunne bare prøve det bedste han havde lært at skifte ud og råbe af os i time outs, lige meget hjalp det.

I første sæt starter vi faktisk nogenlunde vores modtagning var meget presset og da jeg som libero har en stor andel i denne må jeg jo tage min del af skylden og når alle tilskuerne til sidst står og råber ”SERV PÅ LIBEROEN” kan i jo nok se at jeg ikke bidragede med meget positivt denne dag. Desværre kan man ikke skifte ud på denne plads, da jeg ellers temmelig sikkert havde stået i hjørnet.
Vi følger faktisk fint med og er foran med to ved ca. 18-20 men her vælger dommeren at lade to domme går imod os. Først HAKKER Lior et overspil i gulvet skarpt diagonalt og vi jubler det bedste vi har lært, men dommeren mener at den bold var klart ude og giver Marienlyst pointet, vi sideouter og Mads T går ned og RIVER et serve es af, men men men, den mener dommeren også er klart ude, herefter går gassen af ballonen og vi taber resten af pointene og dermed sættet.

Andet sæt er ikke meget bedre vi fortsætter med at lave et hav af fejl hvilket var symptomatisk for hele kampen. Vi lavede et hav af nul modtagninger noget vi ellers ikke plejer at lave og når vi endelig fik bolden modtaget valgte vi at slå den i nettet eller ud. Marienlyst spiller stille og roligt og behøver heller ikke andet da vi laver de fleste af pointene til dem.

Tredje sæt stiller Marienlyst med flere bænkspillere og spiller på ingen måde imponerende. Vi fortsætter med at modtage dårligt og lave en del fejl men vi er med helt indtil stillingen 21-21 herefter skruer Marienlyst lidt op for tempoet og vi kan ikke følge med mere og taber fire point i træk - her i blandt et par spektakulære bloks som var hurtigere nede og oppe igen end angriberen kunne nå at lande….. BOOOM!

Alt i alt en temmelig miserabel kamp af os, der var intet der virkede og vi formåede ikke at lave noget om og spille bedre som kampen skred frem. Vi kunne ikke spille vores normale aggressive spil og kom aldrig igang.

Nu er situationen som jeg læser tabellen, at vi skal møde taberen af næste uges kamp imellem Marienlyst og Middelfart i semifinalen. Af de to hold er der ingen jeg hellere vil møde end det andet. Hvis vi spiller som i fredags så kan vi tabe til alle hold helt ned til serie 6, så det er ikke så vigtigt hvem vi skal møde. Det der derimod er vigtigt er at vi finder vores eget spil frem igen. Der skal arbejdes stenhårdt frem imod semifinalerne så vi kan vise noget flot volley frem i Kildeskovshallen.
Inden semifinalen er der lige den sidste slutspils kamp imod DHG på søndag og her skal vi vaske fredagens nederlag af os.

Michael H1 (liberoen)

Wednesday, March 21, 2007

Pokalfinalen - set af en ussel libero

Ja som overskriften siger vil jeg her give mit bud på hvordan pokalfinalen så ud. Det startede jo perfekt med at vi rimelig ”nemt” kvalificerede os til pokal finalen tilbage i noget der ligner november….. Det er temmelig lang tid siden så vi havde ikke tænkt meget over den finale i lang tid, da vi havde rigeligt at gøre med at forsøge at tæske de andre hold i turneringen.

Det gik også meget fint vi tabte faktisk ikke en kamp….. liiige indtil vi skulle møde middelfart, vores modstander i pokal finalen ca. 14 dage før denne. Vi ender med at tabe 3-2 til dem avsen bavsen sømand, ikke den bedste optakt.
Nå men vi føler os fortrøstningsfulde da vi stadig tror på vi har en god chance for at slå dem i en finale, hvis vi kan spille bedre end vi gjorde i denne kamp.

Desværre præsterer jeg(Michael Søe) i ugen op til finalen, at være så fræk at stå i vejen for en centerspiller og river min skulder af led og får en fibersprængning i skulderen samtidig, nå men på lige præcis denne plads har vi jo heldigvis en næsten lige så god erstatning i den lille bold sigøjner Ibrahim, men han meddeler at han ikke har tænkt sig at møde op til træning hele ugen da han er syg.
Desværre for os, så er Jonas Napier konkurrence menneske til finger spidserne og da han hører om min skade vil han jo ikke stå tilbage og melder sig derfor ind i kampen med en diskusprolaps. Jonas er desværre ude for resten af sæsonen. Vi håber alle sammen på at han kommer sig hurtigt og bliver klar igen.

Alt i alt ikke den bedste optakt, vi ender med at stå på finale dagen, med en libero der ikke kan løfte den ene arm, uden Jonas Napier og med en center spiller (Kristian Bech) der har trænet fire gange inden for det sidste år. For øvrigt imod et hold som vi har tabt til for 14 dage siden.

Uha det var ikke uden nerver vi sad i bussen på vej til Højby hallen. Coachen prøvede sit bedste i omklædningsrummet inden kampen med en dundrende PEP talk alla AL Pacino i filmen Any Given Sunday, men det der virkelig hjalp var da vi løb ind i hallen og oplevede den fuldstændig sindssyge support til os fra alle de fans der var i hallen, jeg nåede aldrig at opdage om middelfart havde nogle supportere. Inde på banen kunne man i hvert fald ikke høre dem.

Selve kampen vil jeg ikke skrive det store om. Det gik jo som de fleste så rigtigt godt efter en lidt nervebetonet start fik vi vendt skuden og vundet første sæt. I andet besluttede vi os for at lade være med at spille volley og fik en på hatten.

Uha 1-1 i sæt hvad gør vi nu? På en eller anden måde og godt støttet af vores supportere gik vi ind og gennem tævede middelfart 25-15 (ca.) Og herfra var der ikke rigtigt nogen tvivl. Selvom 4. sæt var tæt var der ingen af os der tvivlede på at den her kamp skulle vi nok vinde. Underligt nok havde jeg som i kan se på billederne ikke nogen problemer med at få armene op over hovedet da Geo BRAGEDE den sidste bold i gulvet!!!

Til sidst endnu engang en stor tak til alle dem der var i hallen og støttede os, det var helt fantastisk og ikke noget der sker tit i danske volleyball, at så mange supportere er samlet i en hal. Vi håber alle sammen at i vil komme igen når vi snart skal spille semi finaler og forhåbentligt finaler.


Michael Søe liberoen fra H1

Friday, March 16, 2007

Pokalfinalen –set med den nervøse hæver’s øjne…

Siden vi vandt semifinalen, har jeg gået og glædet mig max, til finalen og som vi kom tættere på, kunne jeg mærke at sommerfuglene flabrede mere og mere energi-rigt rundt i maven! –Tror at mange af mine holdkammerater, har haft det ligesom jeg.
Der har på intet tidspunkt været tvivl om, at vi var underdogs – og jeg var nok mest bekymret for, om vi ville blive lagt over knæet eller om vi ville være i stand til at sparke fra os. –selvfølgelig med ønsket om, at vores spil ville gå op i en højere enhed og resultere i en sejr!

Skæbnen/arrangørerne ville at herrerne skulle lægge ud og at vi skulle følge efter- perfekt!!
Det var lækkert at have lidt tid til at se hallen an og blive fortrolig med stemningen og lyden af forholdsvis mange volley-folk.
Jeg var fandeme imponeret (og lidt skræmt) over det arsenal af forældre, trænerne, ungdomsspillere og andet godtfolk fra Gentofte, der havde valgt at tage turen til / blive i Odense for at se pokalfinaler!

Sommerfuglene tog forholdsvis hurtigt flugten og så var det bare tilbage at nyde at spille finalen. Det var super sjovt og herre fedt at spille en kamp, med noget større vigtighed, end dem vi normalt spiller (selvom vores næste kampe i turneringen nu heller ikke er uvæsentlige)!

Jeg har endnu ikke set kampen og det hele gik så stærkt, men har en udmærket fornemmelse, af at vi fik sparket godt fra os, selvom det naturligvis er røv-bittert ikke at vinde…
-så det der nok står tilbage som det stærkeste indtryk fra finalen, på mig, har været den flotte opbakning og den supervarme hal.

I bedste kære-dagbog stil og med mange tak for opbakningen
Trille, dame1

Wednesday, March 14, 2007

Det lykkedes igen.....

Det blev en fantastisk søndag på Fyn, vi havde selvfølgelig sat næsen op efter at gøre det igen, men glæden ved at gentage pokaltriumfen foran så mange mennesker var rigtig stor.

Specielt fordi at der var så utrolig en stemning på Gentofte tribunen gjorde at kampen og oplevelsen blev til noget som jeg er sikker på mange af spillerne aldrig vil glemme. Jeg vil gerne på spillernes og trænernes vegne takke for støtten og håber at i møder op igen når vi skal forsøge at vinde flere finaler, vi får helt sikkert brug for jer.

Tak til hele klubben for at have arrangeret en fed pokalweekend

Peter Borglund

Monday, March 12, 2007

Pokalfinale

Pokalmestre!


Så var der pokalfinale igår. Vi var i den skønne situation at både vores damer og herrer skulle spille om titlen!



Jeg håber at der er andre som vil supplere og selv skrive indlæg - så for overskuelighedens skyld vil jeg kun fortælle om hvordan jeg oplevede at være afsted som medlem af Gentofte Gallas.

Vi var den klub med flest tilhængere, dem med mest stemning og dem med to hold i finalerne! Forudsætningerne for en massiv opbakning var altså tilstede - og de blev indfriet! I Gentofte sektionen var der ikke på et eneste tidspunkt stille og jeg kan love for at jeg fik gåsehud af glæde over at se så stor en begejstring for Gentofte Volley samlet på et sted! Jeg håber virkelig at alle der var der igår, husker hvordan det var at sidde og heppe og juble på vores hold, og tager dette med hjem til Kildeskovshallen og bidrager til at det altid bliver en fantastisk oplevelse at komme til en Gentofte Volley kamp! Og fortæl jeres familie, holdkammerater, venner og bekendte om hvordan man ser en volleykamp i Gentofte - jo flere vi er, desto sjovere får vi det!


Hvad Villabyerne skrev om pokalfinalen:

http://www.villabyerne.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20070314/SPORT/103140008

http://www.villabyerne.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20070313/SPORT/103130006

http://pola.dk/pageview/pdf/VIB000RB140307101A014.pdf

Max Hoffmann-Dose

GENTOFTE VOLLEY/GENTOFTE GALLAS

Tuesday, March 6, 2007

DHG Kop

I weekenden den 3. og 4. marts deltog klubben med 3 hold i DHG Kop i Odense.

Vi stillede op med et hold i HU-19 rækken, et hold i DU-19 rækken og et hold i DU-17 rækken. Alle hold gjorde det godt.

I HU-19 rækken blev vi nr. 5 af 6 hold. Det lyder umiddelbart ikke så godt, men vi stillede op med vores HU-17 hold, hvor hovedparten af spillerne er førsteårs HU-17 spillere. Mod to af favoritholdene til årets DM for HU-19 spillede vi formidabelt. Mod Grøndal blev det til et 0-2 nederlag i en meget tæt kamp (30-32 og 24-26). Mod Lyseng vandt vi et sæt, men tabte kampen 1-2. Kasper Olesen spillede en central rolle på holdet og fightede så indædt, at han flækkede huden på kæben og måtte en tur på skadestuen for at blive syet lørdag aften. Han var naturrligvis klar til kamp igen søndag morgen.

DU-19 stillede op med kun 6 spillere, så der var ingen indskiftningsmuligheder. Der var DU-19 debut til Christina Hoffmann, som gjorde den strålende. Vi endte som nr. 3 af 7 hold efter lidt svingende præstationer, men med mange gode takter.

DU-17 blev ramt af sygdom i dagene op til stævnet. Derfor havde vi kun 5 spillere til disposition om lørdagen. Af disse 5 var 2 spillere fra DU-15 holdet. De to klarede det dog fint og var medvirkende til, at vi endte på en fornem 4.plads af i alt 12 hold. Undervejs slog vi Brøndby. Nina Balstrup, der havde meldt fra til stævnet p.g.a. sygdom viste fantastisk engagement ved om lørdagen - da hun følte sig rask - på egen hånd at begive sig til Odense.

Alt i alt et godt stævne i Dalumhallen. Dejligt med et stævne, hvor alle hold spiller i samme hal.

Robert Mikelsons

Sunday, March 4, 2007

Velkommen til

Velkommen
Via denne blog kan trænerne og bestyrelsen skrive om hvad der sker i Gentofte Volley - sportsligt og socialt.

Max Hoffmann-Dose